Hjemmelavet bivoks-wrap

I julen da vi havde fået nok af hjemmelavet konfekt og andet julekreativitet, kastede vi os ud i genanvendelige bivoks-wraps. Det var noget nemmere end jeg lige havde forventet faktisk og utrolig brugbare.

Wrap´ne skal bruges som mellemlægspapir, som “låg” over skåle eller til indpakning, i stedet for folie eller husholdningsfilm. De er noget nemmere for ungerne at pakke op i madkassen og så kan de bruges igen og igen.

De kan nemlig vaskes af med lidt lunt vand og mild sæbe da de ikke suger væske til sig pga. voksen. De må dog IKKE bruges til råt kød pga. risiko for bakteriesmitte.

Min mor ligger inde med et lager af stoffer. -Altså til at sy af. Så ungerne og jeg gik på jagt efter små lapper af vasket bomulds stof. Dem klippede vi i runde eller firkantede stykker i passende størrelser, med en zigzag saks. Så undgås det nemlig af stoffet flosser med løse tråde.

Lignende wraps kan du også købe sig til her (reklamelink). De fås i mange forskellige størrelse lige til dit behov.

Til de hjemmelavede wraps brugte vi samme grundingredienser, som jeg bruger til min behandlingscreme til zoneterapi, nemlig bivoks og olie:

Ca. 1/4 plade bivoks = 4 spsk flydende bivoks

1 tsk jojobaolie

Bagepapir, pensel, vandbad og ovn.

Smelt bivoks og olie over vandbad – pensle det på stofstykkerne – varm stofstykkerne på bagepapir i ovnen 5 min på 150 grader. Så fordeler voks og olie sig i stoffet. Lad dem køle af og så er de klar til brug med det samme.

Ingen kemi, kan bruges om og om igen (ca.1 år), børnevenlig og billig – What´s not to like?